Det så rigtig godt ud efter indberetningen af medlemstallet til DIF. Et fald på omkring 1 pct. blev noteret som tilfredsstillende og et tydeligt tegn på at to års kraftig tilbagegang var stoppet. Men så godt skulle det alligevel ikke gå. Under revisionen viste det sig, at to foreninger havde indregnet ”forkerte” aktive, og medlemstallet blev derfor nedskrevet med yderligere 5.000 personer.
– Det er både godt og skidt. Godt fordi vi selvfølgelig skal have de rigtige tal på bordet, og skidt fordi vi så igen står med et stort fald i medlemstallet, siger en ærgerlig direktør i DGF, Jan Donde.
Medlemstilbagegangen startede i 2005, hvor forbundet valgte at sætte kontingentet op for at dække udgifterne til forsikring af foreningernes frivillige. Det affødte kontant afregning, og mere end 50 foreninger med små 20.000 medlemmer meldte sig ud.
Lys fremtid
Trækker man de ca. 5.000 ”forkerte” medlemmer ud af medlemsregnskabet for i år, ser det heldigvis fornuftigt ud.
– Vi har mistet seks foreninger og små 500 medlemmer. Det er selvfølgelig aldrig tilfredsstillende at miste medlemmer, men jeg opfatter det som om vi pt. har fået sat en stopper for den store tilbagegang. Og det er positivt, siger Jan Donde.
– Men det er naturligvis ikke godt nok, at foreningerne og dermed vi taber medlemmer. Vi skal derfor ind og se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe vores foreninger, så de kan holde på medlemmerne og undgå at tabe terræn til andre idrætstilbud eller i værste fald sofaen, siger han.
Analyse skal give svar
At det ikke bare er tomme ord, vidner de aktiviteter, DGF allerede har søsat, om. Blandt andet er der sat gang i en analyse, som skal kortlægge, hvilke tilbud fra DGF foreningerne benytter sig, og hvilke udfordringer foreningerne har.
– Analysen skal naturligvis også give svar på, hvorfor vi fortsat taber medlemmer, og hvad vi kan gøre for at dæmme op for den kedelige udvikling, fortæller Jan Donde.
Foreninger og unge i fokus
DGF lægger sig dog på ingen måde på ryggen og afventer analysens resultater. Helt konkret er der sat gang i en ungesatsning, hvor der lægges vægt på den direkte dialog med foreningerne og på en samlet markedsføring af ungdomstilbuddene.
– Her handler det om at hjælpe og inspirere foreningerne til at skabe idrætsmiljøer, som kan fastholde de unge. Samtidig bruger vi også kræfter på at implementere nye aktiviteter, bl.a. er vi i gang med at udvikle et efterskole DM i rytmisk gymnastik for på den måde at introducere flere unge til konkurrencegymnastikken, siger Jan Donde.
Desuden arrangerer DGF en række foreningsaftener rundt om i Danmark det næste 1½ år. Aftnerne kommer til at handle om, hvordan man fastholder unge gymnaster, bl.a. ved at skabe et bedre idrætsmiljø for unge. Derudover arbejdes der også målrettet på at komme ud til flere foreninger.
– Vi skal ud i marken og være mere synlige, så vores foreninger kender os og ved, hvad de kan bruge os til, og
hvilke tilbud vi har, fortæller Jan Donde.
Større synlighed
– Endelig er vi inde og kigge på den måde vi markedsfører vores tilbud på og synliggør os selv. Kommer vi i berøring med dem vi gerne vil, eller er der behov for at gå nye veje? Det er noget af det, vi har kigget meget på i den seneste periode, siger Jan Donde.
Han slutter med at understrege, at DGF stadig har stort fokus på medlemsproblematikken, og at forbundet arbejder ud fra en strategi om i første omgang at sikre stabilitet.