Bevægelse fremmer motorikken, forebygger overvægt og giver smil på læben. Alligevel lever mange børn ifølge Sundhedsstyrelsen ikke op til anbefalingen om 60 minutters motion, og børn er generelt i dårligere form i dag end de var for 20 år siden. Og hvorfor ikke ændre den statistik allerede først i det nye skoleår.
Med arrangementet Gymnastikkens Vindue giver Bellinge Gymnasterne, Munkebjerg Gym & Hop og Danmarks Gymnastik Forbund nu børn og unge mulighed for at lære en ny idrætsgren at kende – en idrætsgren, som gør det både sjovt og udfordrende at bevæge sig. Det sker lørdag d. 23. august kl. 11-15 i Rosengårdcentret i Odense.
– Gymnastikken rummer så mange forskellige muligheder, og det vil vi gerne vise Danmarks børn og deres forældre. Derfor tilbyder vi en gratis eftermiddag med gymnastik, sjov og leg, fortæller Pil Christiane Jensen, breddekonsulent i Danmarks Gymnastik Forbund.
Flyv højt
Rytmisk gymnastik til fed musik, mulighed for at bygge menneskepyramider og flyve hen over madrassen. Det er bare noget af det, som børnene mulighed for at prøve ved Gymnastikkens Vindue.
– Mange tror, at gymnastik ”bare” handler om at ligge på gulvet og spjætte lidt med benene. Med Gymnastikkens Vindue får vi vist børnene, at der er fuld fart på, når man dyrker gymnastik, siger Pil Christiane Jensen, som samtidig håber, at arrangementet kan få endnu flere børn til at få lyst til at gå til gymnastik
Arrangementet er gratis og er både for nybegyndere og børn, der går eller har gået til gymnastik. Der vil være en blanding af opvisning og workshops, så børnene både kan se, hvor flot det kan være og selv få lov af prøve.