» 2008 » Juli 2008

 

Print side Print side  Tilføj til favoriter Tilføj til favoriter  E-mail side E-mail side

Peter Jensen forbereder sig i Frankrig

Nok er trampolin en individuel disciplin, men derfor kan man godt søge ligesindede træningspartnere. Derfor tager Peter Jensen til Frankrig i uge 30 for at træne sammen med de øvrige vesteuropæiske OL-deltagere.

Af Anne J. Pøhl
14. juli 2008

Der er varmt i Beijing, og der er varmt i Frankrig. Men det er nu ikke derfor OL-deltager i trampolin Peter Jensen har sagt ja tak til et træningsophold med de øvrige vesteuropæiske OL-deltagere i Antibes i Frankrig. Med sin halv-egyptiske baggrund har han nemlig ingen problemer med at vænne sig til varmen. Til gengæld kan han godt lide fællesskabet under træningerne og mulighederne for erfaringsudveksling med andre i samme situation.

– Der er tale om en ren træningstur, hvor der er 100 pct. fokus på OL, og hvor vi samtidig får mulighed for at snakke med springerne fra Portugal, Italien, Tyskland og Frankrig, fortæller Bo Tureby.

Samme øvelse som ved EM

I Antibes skal Peter Jensen arbejde med at finpudse de sidste detaljer.

– Peter laver i store træk samme frie øvelse som i finalen ved EM. Dvs. sværheden ligger på 15,8 point. Men vi har ændret lidt på rækkefølgen og byttet om på spring nr. 5 og 6 og spring nr. 7 og 8, fortæller landstræneren.

Det kan virke omsonst at ændre rækkefølgen, når springene og dermed sværhedsgraden er den samme.

– Øvelsesstrukturen, dvs. den rækkefølge springene kommer i, har stor betydning for stilen, og derfor kan man vinde halve eller hele point i stilkaraktererne ved at ændre rækkefølgen. Det er i hvert fald det, vi satser på, siger Bo Tureby.

Ikke flere konkurrencer

Foråret har budt på flere større konkurrencer, bl.a. EM i Danmark og et par World Cups, senest i Albecete i Spanien for et par uger siden. Men nu er det slut med konkurrencerne

– Konkurrencer gør det svært at holde fast i den fysiske træning, fordi springerne helst skal toppe til konkurrencerne. Derfor bruger vi nu alle kræfterne på træning og på at få endnu mere stabilitet ind i Peters øvelser, fortæller Bo Tureby.

Peter Jensen og Bo Tureby tager til Beijing d. 7. august. De indledende OL-konkurrencer afvikles d. 16. august kl. 6.14 dansk tid.


Sammen med de øvrige vesteuopæiske OL-deltagere lægger Peter Jensen sidste hånd på OL-forberedelserne i Antibes i Frankrig. Foto: Das Büro for DIF og Team Danmark.
 
  Site Map  |  Privacy statement     


Danmarks Gymnastik Forbund| Idrættens Hus | 2605 Brøndby | Tlf: 43262601 |E-mail: dgf@dgf.dk

Redaktion: Anne J. Pøhl |Tlf: 29 38 53 58 | E-mail: altomgymnastik@dgf.dk
 
ISSN: 1604-8660



Copyright © Søren Sørensen A/S - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.

Valid HTML 4.01! Valid CSS!